2 zoner til zen

Jeg har gjort det nogle gange nu. Taget bussen til Frederiksberg med Kasper og Jeppe. Vi står af ved Drosselvej, og går 5 minutter, og ringer på døren til det store hvide hus. Og så. Så oser det af zen. Ikke af røgelse og store guldglimmer buddha figurer, men af smil og hjertevarme og deluxe chokolade på et stort fad.

Det er hos Anna, det foregår. Anna med pelspølsen Chili, som slænger sig i alverdens kroge, og som hver dag er taknemmelig for 3 ting. Hver dag. Og derfor var jeg da også svært nysgerrig den første gang jeg trådte ind af døren med Jeppe. For hvordan er hun så, hende damen med de 3 ting? Og er det bare fis i en hornlygte med al den taknemmelighed?

Men intet er fis derude på Frederiksberg. Man bliver rolig. Og stille inden i. Og får overblik. Og der er simpelthen så meget hjertevarme, at det kommer ned i alle jakkelommer.

Jeg har læst Annas bog, Zen for mødre, og har den også med mig i barnevognen, hvis jeg skal gå langt. Men jeg må sige, at jeg godt kan få en lille smule stress over at skulle finde så meget zen i løbet af en dag. Men det virker altså.

For når vi så sidder derude på Frederiksberg ved de store vinduer i de store stuer. Så sker der noget. Jeppe sover på mystisk vis hver gang og Kasper jonglerer virkelig med sine gode sider. Han hygger sig. Han spiser chokolade. Han render rundt efter pelspølsen med 'kattefras' og leger med Jakobs biler. Jakob, som han konsekvent kalder Mester Jakob. Han sidder stille og lytter til historier, og han fortæller selv om alt det, der sker i hans lille liv. Med en iver og entusiasme som er smitter.

Og lige dér. Der ved jeg, at han bliver en god ven. En god og kærlig ven, som lytter og giver alt det bedste han har. Og så er det alle kampe værd. Alle skrigeture og grå hår og bekymringsrynker. Vi har lavet et stk. kærlighed formet som Kasper. Det gør mig stolt.