torsdag den 7. januar 2010

Overgivelse


Jeg kan ikke helt finde ud af hvilken grimasse, der kan passe her i januar. Jeg går rundt om mig selv, som en gammel cirkushest, der sparker lidt til høet før den ruller sig sammen og lægger sig til at sove. Året er syv dage gammelt, og jeg kender det ikke endnu. Det der 2010.

Skal jeg fare derudaf med mine planer, skal jeg lige tage en kop kaffe eller skal jeg sætte mig ned og kigge lidt på det hele? Jeg ved det ikke.

Når jeg får det sådan, så er der ét billede, som jeg elsker at kigge på. Og det er det du ser her. For det handler i dén grad om overgivelse. At overgive sig 100% til ens omgivelser og bare acceptere. Og hvad har billedet af en arabisk mand med græskarbriller så at gøre med overgivelse? Ret meget faktisk.

Jeg var nemlig i Sinai for nogle år siden, fordi jeg skulle skrive en artikel om at være alene ude i ørkenen. 'Sjælen i ørkenen', hed turen, og meningen var, at man skulle prøve at være helt mutters alene et sted i ørkenen i tre dage og tre nætter. Så kunne man sidde der. Sammen med sin sjæl. Og tænke lidt over tingene.
Jeg vidste på forhånd, at jeg var nød til at have nogle gadgets med, for ellers ville jeg dø af skræk over mørket, skorpionerne, natuglerne, mine egne tanker, de mørke bjerge og den afsindige varme. Så jeg tog bl.a et par græskarbriller med fra et Anders And blad. Lad vær med at spørg hvorfor.

Det gik dog sådan, at jeg på den dag, hvor vi alle skulle køres ud i ørkenen fik afsindig ondt i maven. Goddag Roskildesyge. Midt i f***ing 40 grader. Alle de andre drog afsted med deres sjæl på en pick-up truck, mens jeg lå og gispede sammen med en af beduinerne, som blev tilbage i lejren. Nu var det ikke fordi, ørkenen kunne prale af toiletter, så jeg fandt en stor sten, der var stor nok til at dække min hvide røv, og der løb jeg så om ti gange i timen.

Mr. Beduin, som hed Ahmed, sad stille ved et bål hele dagen og holdt øje med mig. Vi kendte ikke hinanden. Vi talte ikke samme sprog. Og vi var de eneste tilbage i lejren. Hver gang jeg løb afsted, nikkede han venligt, og smilte når jeg kom tilbage. Han passede på mig.

På et tidspunkt gik han. Og jeg gik i panik. han kunne sgu da for helvede ikke lade mig ligge alene her. Heldigvis kom han hurtigt tilbage. Nu med urter. Mod kvalme, kunne jeg forstå. Og de urter ikke. De smagte så meget af ørkentis, at jeg kastede op på stedet, og så kørte bussen igen. Det var en underdrivelse, at jeg havde det dårligt.

Det var så langt ude at ligge i en gold ørken med en arabisk mand i kjole, at jeg på ingen måde syntes det var mærkeligt at hive mine græskarbriller frem. Så dem tog jeg på. Og Ahmed var færdig af grin. Tror måske også han røg lidt for meget ørkentobak, but still. Vi sad så og grinede helt vildt. Mig mest af hysteri.

Ahmed ville prøve dem, og jeg kan ikke sige hvilke tanker, der gik igennem mit hoved, da jeg lå ligbleg og afkræftet ved siden af en beduin med græskarbriller, men jeg nåede frem til een tanke: what the fuck. Kunne det ikke være ligemeget? Var det ikke okay det hele?

Jeg elsker det billede.

16 kommentarer:

  1. fantastisk billede og historie...og tak for en dejlig blog, som jeg følger trofast her fra London.

    og så blev jeg altså lige lidt nysgerrig: fik du nogensinde skrevet artiklen?

    SvarSlet
  2. Fantastisk billede og det bliver kun bedre af at høre den endnu mere fantastiske historie bag. Et af de sjoveste blogindlæg jeg har læst til dato:) Jeg gad godt læse den artikel du fik skrevet!

    SvarSlet
  3. Fantastisk. :0) Jeg gad også godt at læse artiklen. :0) Tak for du deler med os - jeg elsker at følge med i din blog. :0)

    SvarSlet
  4. Du skriver det så fantastisk, så man ender med at sidde der og ærge sig over, at det ikke er én selv der ligger og skider tyndt i en ørken.

    SvarSlet
  5. Sikken en skøn historie. Man får nemlig lige præcis, som Maren skriver, lyst til at det var en selv der havde siddet der bag en stor sten :-)

    SvarSlet
  6. Sikke en oplevelse. Selvom det sikkert ikke har været fantastisk mens det stod på...altså roskildesygen. Så er det da et minde der fortæller hvem man er, når man tager det med sig videre.

    SvarSlet
  7. Og jeg elsker den historie.
    Sejt

    SvarSlet
  8. Ha ha, sikke en skøn historie....

    SvarSlet
  9. Jeg vil også til Sinai og møde Ahmed...

    SvarSlet
  10. @Mettebassett: Dejligt at du læser med og så helt omme fra London ;-) Ja artiklen var i Woman for 100 år siden.
    @Maren du ville ikke ha været den hvide røv bag stenen, jeg sværger.
    @Anette jeg er 100 på at Ahmed er der endnu, med sin tobak og sine urter og sin the ved bålet.
    @Alle, den tur til Sinai kan godt arrangeres, og det var, foruden skidesyge, en fantastisk tur.

    SvarSlet
  11. jeg er lige blevet fan af dig - sikke fed personlighed du har - det kan du så ihvertfald trøste dig med til du finder ud af hvad du vil med 2010 :o)

    SvarSlet
  12. For fanden, Annamette. Den beskrivelse er bare så skide (:-D) fin - og så meget dig. Jeg elsker historien, og jeg elsker, at du er typen, der tager græskarbriller med i ørkenen. Skal vi ikke nok snart flytte sammen? Så kan jeg droppe at gå på arbejde, og vi kan drikke uhyrlige mængder kaffe, mens du fortæller dejlige anekdoter :-P. Kh Louise

    SvarSlet
  13. uHA hvor har jeg været alt for lidt rundt i blogland på det sidste, - min tid har været ædt op af arbejd'arbejd' med dum deadline umiddelbart efter ferien - men hvor er det dog fantastisk at tage tråden op igen, og så finde sådan en historie. Hold op hvor er den skøn! Tak!
    ...Og forsinket godt nytår. Vi ses snart, ikke?

    SvarSlet
  14. Jeg skriver speciale. Det har jeg gjort i ALT for lang tid, og det skal jeg forhåbentlig kun gøre i tre uger mere. Jeg har ekstremt travlt, hvis jeg skal nå min deadline - og alligevel vandrer mine tanker og mine taster rundt i cyberspace, hvor jeg som oftest spilder min tid med alt muligt komplet ligegyldigt, der bare gør, at jeg får endnu mere travlt de kommende par uger...
    Men når jeg så tilfældigvis falder over en historie som denne (og vel at mærke begynder at tude, fordi jeg bliver så rørt over de græskarbriller der - og pointen om, at det hele nok skal gå) så synes jeg sgu, det har været alle de mange hundrede timers hovedløse overspringshandlinger (og de kommende ugers ekstreme travlhed) værd! Tusind tak for det.
    Jeg tror, jeg vil fejre min specialeaflevering med et par græskarbriller - dem kunne jeg vist godt have brug for engang imellem!

    SvarSlet
  15. @ Anonym, tak for det, jeg er også fan af dig, fordi du læser med ;-)

    @ Anne! Der var du. Lang tid siden, du kan da tro vi ses snart, o gjeg kan i dagens anledning tage mine græskarbriller på, hvis det skulle være. Med al den Asti vi skal drikke kan det være ligemeget om man kan se ud af øjnene. Ik?

    @ Tine, Kære du. Jeg har aldrig skrevet speciale, men jeg har skrevet en bog, så jeg kender godt til lange seje processer. Hvis jeg finder et par briller, så får du dem med det samme. Det gør du. Ellers se hvad du kan finde rundt omkring. Og gå endelig i spøg og skæmt. De har alverdens ting til en går dag. HELD OG LYKKE med dit speciale, jeg håber du rocker for vildt!!!

    SvarSlet
  16. Tror jeg elsker dig :-) Har for første gang fået rodet mig ind på din blog og denne fortælling er jo fantastisk, intet mindre! Jeg har selv tilbragt fire døgn med en beduiner og urter i Sinai for et helt liv siden, og jeg har så lige været der igen -nu! Du skriver for fedt bliv ved med det!! Du er en man gerne vil drikke Leonora og snakke om gamle og nye dage og alt det andet sammen med! Juhu!

    SvarSlet