tirsdag den 7. juli 2015

En mening om jul

Ai hold nu op. Nu er jeg nødt til at mene noget. Og det er lang tid siden, at jeg har været ude med riven, og den er heller ikke specielt stor, men den er der.

Jeg er træt helt ned i mine julesko over den vrimmel af alle mulige historier, blogs, og gode råd om at julen endelig ikke må være materialistisk. Gi en ged i Afrika, og uha, børnene skal hellere sutte på en mandarin end et bolsje og gaverne i pakkekalenderen må ikke være for store.

Vi skal komme hinanden ved på den gode rummelige måde og her er fem fede tips til ikke at komme til at splitte sin familie ad i julen - ifølge en række psykologer og eksperter. Der er 127.000 hits, hvis man googler julemad + stress og internettet er ved at sprænges for gode råd til, hvordan man ENDELIG ikke tager på i julen. Træn, træn, træn og spis med måde. 

Hold nu kæft. Æd for fanden, til du ikke orker mere. Og hvad så? Køb den absolut dyreste gave du kan til dig selv, hvis det er det du vil, råb i køkkenet, hvis de fucking brunede kartofler brænder på. Kram dine unger, hvis de hyler over en forkert LEGO gave, det gjorde jeg fandme da selv, da jeg, som barn, troede jeg fik et par langrends-skistøvler, som så var en gådebog i en skistøvle-skoæske. Det var jeg sådan set sur over i et år.

Og. Hvis din Onkel Knud er en nar juleaften, så be ham om at holde sin kæft. Og bliver I uvenner over det, så var I nok uvenner alligevel. Og fred være med det.

Lad os gå ind i 2014 som mennesker. Altså de der almindelige nogle, som er fucked up med jævne mellemrum.

Glædelig december.

Alt er godt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar